1915-09-06

Mandag 1915

Giselen. Det er mærkværdigt og barskt og vildt og smukt som bare Fanden, men det er saa kedeligt næsten sørgeligt at Du ikke er her naar jeg kommer hjem og staar og ser vigtig ud - Du altsaa - og lader som om det har været Dig saa revnende ligegyldigt at jeg har været 5 timer om at naa hen og ned i en dryppende Iskule og tilbage igen langs oprardet[?] Vej i Stedet for de 3 Ola Berge paastaar at den skal gøres paa og til Trods for at Ola bestemt havde erklæret at Vejen ikke var til at tage Fejl af. Du skulde vide hvor Du ser pæn og stærk ud naar Du staar saadan og hvis jeg ikke

[s. 2]
var det forbandede umættelige Dyr jeg er vilde jeg simpelthen have inkasseret en saadan Kærlighedserklæring |som nok[?]| i Stedet for at grave og rode i Dig med alle Midler |og sommetider faa Dig til at græde bare for at føle at Du hænger ved mig med alt det Du har at hænge med. Jeg er et Bæst det Du elskværdigst oversætter en Dreng.
Endnu! Men lille kære Gimmer jeg elsker Dig meget, meget, meget saa meget at den Dag er lige ved at blive til, da Du skal se mig som et anstændigt og forstandigt Mandfolk med Hold i egne Luner.
Hvordan var det jeg begyndte
Her er mærkværdigt, barskt og vildt og jeg vilde meget nødigt undvære det i Rejseminderne naar hele

[s. 3]
færdig, meget nødigt, og alligevel næste Gang maa Du enten sidde der hjemme og lade Solen skinne paa Dig nu skinner den nemlig igen eller ogsaa vil jeg have med mig en Kammerat at dele Indtrykkene med. Det lægger Pres paa Hjernen af en snakkesalig naar der gaar saa meget ind gennem Portene og intet ud igen.
Du skulde have været med paa Rideturen herop. Solen æaa og smaalo helt oppe paa Taget af Fjeldet og skinnede paa den hvide "Skodde" der smed Skygge langt ned af Himmelskakten paa den modsatte Side af Dalen. Ind igennem en Elv[?], blaa i Skyggen og dens

[s. 4]
grønneste grønne Farveskin i Solen. Vi |haster| hen forbi 200 Meters Skraaninger lige ned til Bunden og lister os uden om nedfaldne Stenkolosser der ligger i vældige Bunker saa store i et Stykke som en hel Huskarré paa 5 Etager. Saa begynder Sæterens stenradede Indhegninger at tegne med i Bjergskraaningens Fysiognomi og imedens Fossen slaar sit Vand i Skum paa sin skruede Vej nedefter hakker Solen tværs over den ene Kæmpevæg et helt nyt Plan |paa Tvæs| der staar Maal med den sindrigst udtænkte Kunstfilosofi.
Det ryger af Sæterjentens Søndags-Skorsten og der kommer gamle Koner forbi med Ansigter ligesaa furede i Trækene som Fjeldets Skifer og saa tænk Dig før paa Vejen op forbi en hel

[s. 5]
lille By af letklinede Rønner sad der en Jente ude i et tidligt Ærinde og lod Solen skinne sig paa sit bare "Ansigt" i yppig Velbehagelighed. Det var med en vis Hurtighed at Skørterne dalede ned over den fine kvindelige Form da vi majestætisk red vore Heste forbi.
Jo! Der er muntert Liv paa Bjerget og Hjernen har næppe faaet fat paa et Billede før det hele har forskudt sig og nye Perspektiver lægger sine [...] ud efter os.
Naar man kommer ind i saaden en vild Dal som den hvor Isgrotten fantes. Har gaaet med Solen generende i Øjnene et langt Stykke Tid til Ola's Hus og Sæteren er borte og bagved os og saa gaar ind

[s. 6]
i en kold |og mægtig| stor Skyggeslukt saa gaar der et Gys af Uhygge og Urtidsstemning igennem en lige saa stor som Fjeldvæggene er høje og ligesaa vid og sugende som Dalen gaar i Dybden.
Dybt inde ligger Sne, og Bræen med sin uhyre Stenmoræne har skruet sig Vej i mægtige Slæng og ligger nu dødsens tavs og dødsens kold og lader sine ligesom rustede |rødlige| Sten irre sig grønne igennem Aar og Tider saa mange og lange at man slet ikke kan faa fat i det. Og saa er det maaske alligevel den Viden |om Tid og Evighed| der faar ens Fantasi til at dirre i saa sære uhyggelige Klange naar man gaar her mutters alene, uden andet menneskeligt Selskab end Olas Varder, og ikke engang sin egen bevægelige Skygge |til Trøst|. Lidt Rislen

[s. 7]
af Vand der plasker mellem Sten |men| ingen Genlyd af de flaaede Sider der rækker fortvivlende høit over os kun denne svage Rislen og saa det dumpe Stød Støvlerne slaar ind i Hovedet paa mig. Jo! og saa det evige Konkyliesus af Bjærgets kolde Pust der er saa stærk og tyst en Tavshed at |næsten| overdøver |det silende| Vand.
Jo lille Giselen. Jeg vilde ikke have undværet det, men en anden Gang vil jeg vælge et klogere Tidspunkt en anden Gang vil jeg udruste mig med mere [...] og tage meget mere Hensyn, Hensyn til Dig.
Bare Du nu maa have det rigtigt rigtigt sødt og godt til jeg kommer igen. Jeg kommer paa Fredag Aften. Jeg er forsigtig!
Din. Din. Din. Bare Din.