1916-05-28

28 Maj 1916
Kære Kai.
Nu har jeg været henne og se dine Sager grundigt igennem.
Uden Tvivl er du vor Tids første Billedhugger.
Det er et Særsyn at den nøgne Ild fra Jordens Indre endnu blomstrer med samme Sødme og Brutalitet som i de Tider man kalder Urtider. - Vogt dig for Antiken!
Dine sidste Arbejder synes jeg mindre om end nogle af de første, du er bleven ikke saa ene mere.
Jeg elsker Naturen i raa Form; Stil og Delikatesser smage mig naturligvis lige i Øjeblikket, siden har man ikke et Blik tilovers derfor.
Du skal have taget mig ilde op at jeg har udtalt mig med Ringeagt

[s. 2]

om moderne Kunst og nogle af dens Frembringere, det haarrejsende Forfald der gaar Haand i Haand med Krigens Vederstyggelighed, et almindeligt menneskeligt Afsind omkring 1916, lader det til, men Kunstens Forfald er det værste, vær vis paa at jeg altid vil udtale mig om Kunst efter min Forstand og saaledes som det passer mig.
Kunstens inderste Væsen er Kælenskab, gode Kirtler, den der har hvad [m]an skal have avler Verden paany; Kunstneren har imidlertid et Ansvar som Borger og Mand ligesaa betydningsfuldt som Præsidenten over de forenede Stater, Guds Død, meget større.
Bliv ved Modellen!
Der er ingen anden Tid end den man lever i. Det er den samme Grækerne og Renaissance mestrene levede

[s. 3]

i; kun Kunsthistorikere taler om Fortider eller Perioder. Kunsten har ingen Tid, hvis man bliver ved sin egen.
Du har glædet mig ved øm og sindrig Kunst. Du er i langt mindre Grad personligt et Asen end Pluraliteten af Mennesker.
Modtag dette Digt, skrevet i Erkendtlighed, fra Mand til Mand. For Venskabet egner jeg mig ikke, jeg foretrækker som du Kvinder for Mænd.
Livet er kort; lad mig ikke have set dine ejendommelige Træk for sidste Gang.
Vil du hilse din fortrinlige Kone.
Din hengivne
Johannes V. Jensen