1922-08-08

8/8 22
Kære Haakon og kære Frida.
Tak, Tak, Tak for alt godt hos Jer paa Os og i Bergen. Jeg troede ikke det nogensinde kunde være saa let, eller hvad skal jeg sige: naturligt - at være Gæst, saadan som I nu har lært mig det. Men det er vist ogsaa kun hos Jer at det forekommer. Og Tak for gode Arbejdsvilkaar for det kunde de være blevet straks, det var kun mig der til en Begyndelse duvede for det hyggelige lave Vindueslys i Stedet for at staa oprejst uden Døre.
Naa, Fan! Som jeg skrev til Harry, at selv om jeg med denne Buste ikke har stukket Donatello paa Snuden saa har jeg dog pillet ham lidt i Næsen med den

[s. 2]
og det er jo dog nogenlunde noget for en decideret Aandssløv.
Og saa forøvrigt Aandssløv: Det er ved ganske at gaa over. I Øjeblikket er jeg oversaaet af smaa røde Filipenser. Jeg ser ud som et Barn i Overgangsalderen der lider af røde Hunde. Det er et meget let Præparat bestaaende af Kinin og Brom der har formaaet denne rigelige Blomstring i ens Hud. Jeg fik den hos Overlæge Hansen, som mente at et fortræffeligt Middel mod Trang til Søvn og alm. Sløvhed var - et Sovemiddel. Ja! det lider underlig, men det var rigtig. Jeg tror igen paa en nogenlunde Fuldkommenhed hos mig selv baade karaktermæssig |og| saavel i aandig som legemlig Retning. Selvovervurdering

[s. 3]
paa alle Felter og en absolut Mangel paa Selvkritik har slaaet sig sammen og vokser igen som et stort Træ i ens Sinds frugtbare Jordbund og Broder Mika gør grinende sine gymnastiske Øvelser i Grenene. Ja det lyder skrækkelig kunstlet og er heller ikke helt sandt. Men det gear den Vej og det er det rigtige for mig.
Jeg skulde hilse Fru Schetelig fra Overlægemanden og sige at han slet ikke var nogen absolut Tilhænger af den megen Mad navnlig om Morgenen |og syntes jeg var fed nok|. Han var i det hele taget en kedelig Fyr som ikke syntes der var det mindste ondt i at sove længe om Morgenen og at drikke Spiritus, men bare ikke hver Dag, og Cigaretter var det værste

[s. 4]
paa denne Jord |sagde han| meget værre end Fyld og det.
Naar en Læge er saadan saa virker det nedbrydende paa Moralen. Og Jeg har da nu lagt Cigaretter væk helt. Ryger Pipe, beruser mig med Glæde, sover rolig længe om Morgenen, føler mig demoraliseret paa alle Maader og løftet ved det. Er altsag snart ganske helbredet for alle Vrangforestillinger og i Stand til at leve Sybarittens glade fordringsfulde Liv, med alle Glæder, uden Pligter eller noget Savn. Men som sagt, jeg har røde Hunde, nu holder jeg op med Medicinen og slaar mig uden Skrupler paa Maleriet under Revolds kyndige Vejledning. Hvor er dog den prægtige Mandedreng klog, og god Kammerat og fint Menneske.
Det han lære mig er gammelt Kirkemaleri forekommende

[s. 5]
i alle Tider og i alle Lande i Jordens Kirker og i Vatikanets mirakuløse[?] Endevæg. Men det maa vi snakke om naar I kommer til Bergen.
Det skal blive godt.
Saa skal jeg lave Buste af Landmarks Fader og af Willy Gilbert og Skitzer til Matadorernes Postamenter.
I Morgen er jeg igen i Bergen. Her i Lillehammer har Janna og Ungerne det yndigt og er - glade. Nu tænker Janna sig rolig og fornuftig om, om hun helst |vil| være i Norge eller i Danmark |til Hverdagsbrug| og jeg stiler efter at faa bygget mig Atelier med lille Menage og saa skal alle Sorger dræbes i Brom og Kinin og i Højfjæld og alskens Bevægelighed og i saa meget Arbejde paa alle Felter at noget lignende

[s. 6]
ikke før er forekommet i Verdenshistorien.
Jeg var den herligste Fjældtur herover og nu rejser jeg altsaa i Dag igen og i Morgen er jeg |som sagt igen| i Bergen.
Jeg glæder mig til Arbejde, det er gode Tegn. Og jeg skal bo hos Egill og Axel, og virke afdæmpende ind paa deres ukuelige Levetrang.
Tusind Gange
Eders hengivne
Kai

Hils Harry og sig at jeg har set saa meget Grønsten i
Fjældet at jeg har ondt i Øjnene af det.

Kjæreste Frida, du ser videre har vi ikke skrevet paa dit lange brev. og nu maa jeg tænke over mit eget en stund, men jeg skriver saasnart jeg kan. Hils Haakon og far og mor og ungerne
din
Yanna