Menu

Kai Nielsen

1915/16 vinteren

Afsender

Kai Nielsen

Modtager

Haakon Shetelig

Transskription

Kære Haakon, Tak for dit Brev. Ja! lidt Rangel og Arbejde gaar jeg med til kan blandes, men for sent hjem generer i alle Tilfælde 2den Dagens Gerning for mig paa en meget følelig Maade. Sport er bedre i det lange Løb. Hvor jeg misunder jer, der, som Helene siger, konstant har 10 Gr. - og cigar i Regn og Taage hver Dag. Ja! jeg ønsker saadan, at man i Stedet for at pimpe Pjolter, kunde gaa ud i ren Luft og høre sit eget Blod bruse i Lemmerne paa sig, - og saa alt det Skidt man sidder og siger over en Whisky. Om Morgenen er det som om Ordene er bleven liggende i Rummet om een. Det er virkelig ikke bare dejligt. Naa men! Den Tid bliver vel nok til, da jeg faar ordnet mit Forhold til Norge paa en rimelig Maade, med Ophold der netop i de rigtige Maaneder. I Øjeblikket er jeg arbejdsmæssigt meget optaget af Keramik. Jeg har en dejlig Pottemager en gammel sjov Mand som vil brænde alt det for mig jeg overhovedet kan faa til. Vi, Yanna kigger altid over Skulderen, har næsten faaet en Unge - i Pibeler. Det er et aldeles fortræffeligt Materiale at arbejde i og slipper Fingrene i dobbelt Forstand meget elegantere end Voks og den Slags. Den skal være gul med røde Kinder
[tegning af en nøgen pige, der holder om sin ene fod] Den ser omtrent saadan ud.

[s. 2]
[tegning af figuren To søstre]
Ogsaa en stor. "To smaa Piger" En lille Backfisch der bærer sin lille Søster til Bad eller Seng og saa begynder Ungen efter dens Vane at sutte løs. Men begge Figurerne er klare af hinanden selv om alligevel Tætheden og "Varmen" imellem de to Kroppe er der og Kærtegnet Hud til Hud. -
Den er omtrent naturlig Størrelse og bliver hugget i lys lilla Granit. Saadan rigtig Kampesten. Den kommer med paa Udstillingen om Gud og Svenskerne! vil det.
Det er aldeles dejligt at lave Skulptur og saa nemt naar det er ligetil men saa urimeligt svært at faa det ligetil. Det er egentlig lige saa lykkeligt næsten i nyttig Fornemmelse som det at lave Træsko, der har sit absolutte Brug i sin Hulhed og Rimelighed i sin Afskæring. Hør mens jeg er inde paa alt det. Jeg tør ikke endnu skrive den Artikkel om mig selv

[s. 3]
som skal være om Skulptur. Er det galt af mig først at sige det nu? Det er ikke fordi jeg egentlig vakler i Sadelen paa den Hest jeg har under mig, men det er gaaet op for mig at der er flere end den ene Hest i Verden og min spidser i Øjeblikket |saa meget| Øren efter de andres Vrinsken, at jeg ikke er sikker paa dens næste Bevægelse. Jeg maa vente lidt endnu, men vil frygtelig gerne komme engang om ikke ret længe. Efter Udstillingen maaske?
Er det forbryderisk overfor K og K.'s Redaktør først nu at komme med denne Oplysning? Fotografierne skal jeg nok skaffe. Naar er sidste Termin?? Allersidste!(?) Blaagaards Figurerne mangler endnu en 14 Dage til før de er gode og jeg vilde vældig gerne have nogle af de helt ufødte smaa med mig ogsaa.
Vil Du svare mig bare med et Kort paa dette. Yanna er en frygtelig Bunke nu men er lykkelig. Jeg drukner komplet ved Siden af hende, men spankulerer vigtigt.
Hils Frida mange mange Gange fra mig
Din Kai

Fakta

Brev

Dansk

København
Bergen

Ny Carlsberg Glyptotek, Kai Nielsen-arkivet