1919-04-11

Kjære Kai
Idag fik vi din buste i hus, og nu står den fast og tung og bydende på den gamle konsol tilhøire for mit store skrivebord. - Jeg skulde skrive om Corot iaften, for imorgen har jeg den høitidelige åpning av vor første franske utstilling - Corot - i F.F.K. at svare for. Jeg må da holde en åpningstale. Men oprigtig talt falder det mig svært at samle mine tanker og bøie mine impulser ind i den store charmeurs duftige verden, slik som din "bryter" står og brummer til mig. - Det er som en dyp streng bas, uten ord, som truer der fra høire side: Ikke no lyrik her! Ikke no føleri! Fast klar form i Avgørslen. Basta!
Ja, foreløbig ialfald, beundrer jeg den grænseløst. Skjævheternes ballance, uttrykkets samlethet, formrigdommen i al den slette, glatte enkelthet er fuldkommen overbevisende som bare den store kunst er det.
Jeg vil si dig det åpent, Kai, fordi vi er venner og jeg har ret til det. Jeg var et stykke på vei til at tape interessen for din kunst i dens mindre betydelige og noget maniererte utslag

[s. 2]
Den blev mig noget for rund og pudsig i al sin gemytfulhet. Jeg begyndte at spørge efter det som jeg vidste ligger i dit talent - det store, det faste og enkle.
Da jeg sidst stod i dit atelier, da spurgte jeg ikke længere. Da jeg så din slanke og stramme Venus eller la os hellere kalde hende - ja hvad skal vi kalde hende? - "Kvindenaturen" med bartnet på sine hænder, da ga jeg mig over med en gang. I den skikkelse svulmer og spænder alt det som du i tidligere arbeider har foldet ut under løse tøiler, men her har du strammet tøilerne, her arbeider du under den store kunsts tugt. Her har du mestret dit eget gemyt og uten fare for tørhet strammet det hele sammen til klarhet og enkelthet. Og i enkeltheten spiller og funkler livet og sensualiteten - det er det mesterlige ved det.
Og noget av det samme - på en anden måte - synes jeg |er| det store ved din buste, som du vet jeg ved samme leilighet faldt i henrykkelse over. Nu da jeg har den i hus han jeg bedre og roligere tale om det. Jeg sa vist noget om at den forenet i sig de store monumentale egenskaper i ægyptisk skulptur og de stærke individuelle pågående egenskaper som gjør Donatello til den nyere tids største portrætbilledhugger. - Jeg kan godt stå ved det jeg da sa. Jeg kan ialfald ikke i øieblikket uttrykke

[s. 3]
det koncisere og bedre. Og jeg synes at den vei du i disse dine sidste arbeider har slåt ind på, må for dig og for dem som holder av dit talent, være den rette vei. Jeg står ikke uforstående overfor andre strømninger som er oppe i tiden, både den asketiske, den naivistiske og den abstrakt formalistiske, som den yttrer sig i kubismen. De kan alle ha sine berettigelse - når de springer av talent, og ikke av mot - og de gjør sikkert sin gode gjerning i Kunstens lange forløp. Men det er allikevel en tilfredsstillelse for en aldrende mand som mig, som nok føler med ungdommen, men ikke altid i denne tid kan fornemme selve ungdomsfriskheten i den nye kunst, at se et arbeide, hvor efter min mening adskillig av disse tidens forskjelligartede bestrævelser flyter sammen til en avklart og personlig følt enhet. Arkaisme kan ikke, om de vil være ærlige, nægte din bryter-buste sin ros, naturalisme får bare plat faldt tilfot, og kubisme må, synes jeg også se at du er en mand som er inde på nye veie, selv om veiene ikke er opstukket efter deres brogede kort.
Hermed skal intet ondt være sagt om dem |som| er yngre og

[s. 4]
mere rel[...] end du og jeg. Men det gode skal være sagt at du har skapt et moderne arbeide ut fra din egen rike personlighet og dermed et arbeide |som er| av blivende værd.
Jeg sier dig hjærtelig tak for gaven - fra Ragna og mig.
Din hengivne
Jens Thiis

Dette skriver jeg på Gustav Vigelands femtiårige fødselsdag, ham som du vet jeg elsker, skjønt vi aldrig ses, og som du også skal komme til at skatte, nu du er rik nok til det og står i din evnes overflod!

En eneste ting, kjære Kai, er jeg ikke glad i ved din buste. Trappetrinene. Det virker ostentativt og tar noget av magten bort fra selve hodet. Vor lille Tita sa det også, da jeg spurte hende om hun ikke syntes det var en vakker mand vi hadde fåt i huset - "Jo, manden syntes hun godt om, men hun kunde ikke tænke sig at et hode kunde gå i trapper!" Barnet hadde ret, det behøves ingen arkitektonisk pekepind for at akcentuere arkitekturen i det hode!
Godhet kjære ven og hils Janna!
Din hengivne
Jens Thiis